Vivian Kjølholm
kennel@visabellak.dk
3450 Allerød
+45 51 68 05 75
Visabellak

Bichon Havanais racens historie

Klik her for den korte version

historie_bichon_barbichonHavaneseren er medlem af Bichon familien , som også omfatter Bichon Frise, Bolognese , Coton de Tulear , Malteser og Löwchen . Det antages, at disse små hunde deler en fælles forfader , Barbet , en krøllet vandhund, som også havde navnet Barbichon.

Havaneseren og den øvrige Bichon familie, opstod i Middelhavsområdet før Kristi tid . Det første konkrete bevis på disse små langhårede hunde er en statue som lignede en malteser, som blev udgravet i nærheden af Kairo i Egypten. Dette artefakt er dateret tilbage til mellem 600 og 300 f.Kr.

Mange antikke portrætter, især fra det 15., 16. og 17. århundrede, omfatter en skødehund , der ligner en eller anden af de Bichon racer, som de er etableret i dag. For eksempel blev portrættet af Frederico II Gonzaga, hertugen af Mantova, og hans lille følgesvend malet af Tizian mellem 1523 og 1525. Det hænger nu i Prado i Madrid.

historie_bichon_frederico_gonzagaGennem århundreder, har variationer udviklet sig til separate og adskilte racer omkring større havnebyer – hver havneby havde Bichon hunde med hver sit udseende og temperament.

Dokumentationen om udviklingen af Havaneseren, er en kombination af virkeligheden, historiske spekulationer og legender. Kilder er dog generelt enige om, at Havaneseren starter sin historie i Italien og Spanien.

En populær terori forklares af Fiorenzo Fiorone. Fiorenzi er forfatter til bogen ”308 godkendte racer”. I sin bog skriver han, at Havaneseren var en efterkommer af den italienske Bolognese. Bolognesen, hævder han, blev taget med til Argentina af italienerne, hvor Bolognesen blev krydset med en lille Sydamerikansk puddel. Dette resulterede i udviklingen af et nyt medlem af Bichon familien.

Forfatteren Dechambre foreslår en anden hypotese. Han skriver, at Havaneseren sandsynligvis er direkte efterkommere af Malteseren. Det er hans opfattelse, at spanierne bragte Havaneseren til Vestindien hvor den blev kendt som ”Havana Silk Dog”.

I bogen ”Encyclopedia and Dogs”, skriver Jones og Hamilton, at Havaneseren opstod i det vestlige Middelhavs område. De mener, at racen blev taget til Cuba i tiden med det spanske imperium.

På trods af disse hypoteser, fastholder de cubanske myndigheder, at Havaneseren blev bragt til de cubanske kyster af skibe fra Italien. Kaptajner på skibene var stærkt interesseret i handel og finansiel succes, hvilket i høj grad var afhængig af de velhavende cubanere. Ved at præsentere de rige koner med en lille gave af en sjælden hund, var havets kaptajner ofte i stand til at få tilgang til de indflydelsesrige og spansktalende hjem og gøre forretninger dér. Det menes at kaptajner på forskellige fartøjer handlede hunde med hinanden, så de kunne vende tilbage til hver havn med en spektakulær række pelsfarver at behage og imponere velhavende cubanske familier. Hvis dette er sandt, kan denne omfattende handel og farveblanding forklare den rige variation af farvemarkeringer set i Havaneseren i dag.

historie_bichon_flordaZolia Portuendo, cubansk forfatter og grundlægger af ”Habanero Club” på Cuba, gjorde omfattende forskning om racen da hun skrev sin bog ”Bichon Havanese”. I sine bestræbelser på at sortere gennem fakta og fiktion, insisterer hun på, at der har været to cubanske Bichon racer.

Den første af disse racer var den nu uddøde ”Blanquito de la Havana”. Ifølge Portuendo, udviklede den sig på øen under den spanske kolonisering i det 16. og 17. århundrede. Blanquito’en var en videreudvikling af små Bichon’s og skødehunde bragt direkte fra Spanien af kolonister, samt af pirater og købmænd. Disse rene hvide små hunde vejede formentlig kun 1½ – 3 kg og havde lang, blød og silkeagtig pels.

Denne originale cubanske hund ’Blanquito’, var racen mange spaniere tog med hjem når de vendte tilbage til deres hjemland på kontinentet. Mange cubanere betegnede denne lille hund som en Malteser, selvom den i England blev kaldt ”Den hvide cubanske” og i resten af Europa var kendt under navnet ”Havanese”.

Senere blev hunden i Europa kaldt for ” Havana Silk Dog” grundet deres silkeagtige bløde pels.

I starten af 1800-tallet indvandrede mange fra det kontinentale Europa og bosatte sig på Cuba og medbragte deres egen lille skødehund. De fleste blev anset for at være små farvede pudler fra Belgien, Frankrig og Tyskland. Da disse nye små hunde blev avlet med Blanquito, udviklede en ny hunderace sig. Denne nu anden indfødte hund på Cuba var lidt større og havde pels med mange farver. Det er denne race, der udviklede sig i 1800-tallet som forfatter og historiker Zolia Portuendo vedholder er Havaneseren i dag.

cubaHavaneseren blev et populært og forkælet kæledyr af de velhavende indbyggere på Cuba. Ejerskab af disse små hunde blev nidkært bevogtet og vedligeholdt af velhavende. I den første tid blev Havaneseren opdrættet, men ikke solgt. Snarere blev de givet som meget eftertragtede gaver til nære venner eller givet som gaver som tak ved særlige lejligheder.

Ved århundrede skiftet oplevede Cuba en tid med megen uro og forandring. Omstyrtelsen af spansk dominans markerede afslutningen på det 400 år gamle spanske imperium på Cuba. Cuba etablerede sig som en uafhængig republik. Verdenskrig fulgte og Cuba sluttede sig til de allierede styrker. I disse år nød Havaneseren ingen vækst ligesom de gjorde det under det ’gamle’ Cuba, hvor de blev betragtet som statussymboler og kun set i de fineste hjem.

En tid efter krigen blev Cuba en turistattraktion og en legeplads for de rige og berømte. Imidlertid blev Cuba hurtigt et 2. klasse samfund, hvor megen politisk uro var tilstede. Revolutionen nærmede sig og mange af de rige begyndte at flygte fra øen. Mange forventede at vende tilbage når tingene faldt lidt til ro og de fleste forlod deres Havaneser hos betroede tjenere eller venner, med stærk tro på, at de selvfølgelig snart skulle se deres elskede kæledyr igen.

En af de fremtrædende damer blandt de velhavende familier på Cuba i denne tid var Catalina Lasa. Legenden siger, at hendes enorme hengivenhed til racen spiller en central rolle i racens ekspansion og bevarelse. Hun avlede Havanesere og gav mange hunde til betroede venner. Det menes, at hendes indsats har reddet racen fra at uddø under denne kaotiske tid.

De første registrerede Havanesere i USA blev smuglet ud af Cuba af 2 familier der flygtede fra deres hjemland, Cuba. Familierne hed Fantasio og Perez og de har tilsammen gjort en fantastisk indsats i årtier for at bevare racen.

historie_bichon_dorothy

Dorothy Goodale

I 1974 påbegyndte parret Dorothy og Bert Goodale i Colorado en søgen efter en ny race til deres avlsarbejde. De søgte en hjertelig lille race der skulle have et vidunderligt temperament og en høj intelligens. Fascineret af Havneseren gjorde Goodales deres første indkøb via en artikel i et spansk magasin. Med hjælp fra magasinets redaktør, var de i stand til at finde de 2 fordrevne familier fra hvem de opnåede 6 generationer af Havanesere. Senere købte de 6 Havanesere mere med andre gener af en ældre cubansk herre som boede i Costa Rica. Denne gruppe af hunde gav en genpulje af 4 blodlinjer, hvorfra man genopbyggede racen og forhindrede dens udryddelse.

I 1979 blev ”Havanese Club of America grundlagt og i juli 1991 anderkendte UKC Havaneseren som race. Samme år blev ”Habanero Club” etableret på Cuba for at studere øens tilbageværende indfødte hunde og for at fastslå deres racerene status. Efter en grundig undersøgelse og overvejelse, blev et tæt overvåget avlsprogram begyndt med en bestand af omkring 15 hunde.

historie_bichon_frimaerkeI 1992 hyldede Cuba deres indfødte hunderace ved at placere et billede af en Havaneser som et souvenir på et frimærke.

I 1996 blev Havaneseren anerkendt af American Kennel Club (AKC) og kom i gruppen med de øvrige selskabshunde.

Og i 1986 kom de første Havanesere til Danmark og er nu her, 30 år efter, den 4. mest populære race i Danmark.

Kilde: Sandy Schneider/Bichonworld.com
Oversat og Copyright af: Vivian Kjølholm